Licitationen forkastes
Udadtil har vi været stille de sidste par uger, men det betyder ikke, at vi har ligget på den lade side. Som vi skrev for et par uger siden, så har vi fået bevilget 4,5 mio. af Billund kommune, svarende til 30 % af et projekt til 15 mio. Problemet er, at vi jo står med et projekt til 20 mio. og en licitation, som løb op i næsten 24 mio.
Vi har ikke haft grund til at tro andet, end at vi ville få 30 % af 18,2 mio. som minimum. Da vi så, at direktionen havde indstillet til at bevilge os 6 mio. fik vi endda et lille håb om 30 % af 20 mio. Vi har holdt møder med borgmesteren og lokalpolitikere og afleveret ansøgning rettidigt på kommunen, vedlagt tegninger, budget og driftsbudget. (Læs mere om alt dette på SOIC.dk eller i Lyngposten for et par uger siden)
Vi har nu holdt møder med politikere fra lokalområdet, samt borgmesteren og repræsentanter fra økonomiudvalget. Det undrer os selvfølgelig at ingen af dem tilsyneladende kan huske, at de har set vores ansøgning. Nogle af dem lader endda til at tro, at de har bevilget os det, vi har søgt om. Hvorfra beløbet på 15 mio. stammer står stadig hen i det uvisse. Vi har aldrig arbejdet med et projekt til 15 mio.
Vi har også holdt møde med landsbyrådet, som er gået ind i sagen i et forsøg på at påvirke politikerne. Svaret på deres henvendelse til borgmesteren lader dog ikke meget håb tilbage om en højere bevilling.
Status er nu, at vi har besluttet at forkaste licitationen. Vi har forsøgt at skære i projektet for at komme ned i pris, men vi får for lidt for det. Kvadratmeterprisen efter licitationen er på 12.500,- og vi får kun 2500,- når vi skærer væk. Derfor vælger vi at gøre det om: reducere projektet, og så sætte i licitation igen i forhåbning om at ramme en bedre pris. Denne gang formodentlig i hovedentreprise. Samtidig håber vi på, at de fonde vi allerede har fået tilsagn fra, ikke skal søges igen. Men det kræver at projektet ikke skal ændres omfattende. Vi ønsker stadig at tilgodese alle brugergrupperne: pensionister, dagplejere, ungdomsklubben, idrætsforeningen, skole, motionscenter, bibliotek, festsal osv. selvom det bliver svært. Det er da heller ingen hemmelighed at vi 7 i bestyrelsen – samt halinspektøren - graver dybt efter motivationen lige nu, men vi fortsætter selvfølgelig, fordi vi mener, Sdr. Omme har meget brug for det samlingssted hallen vil blive.
Bl.a. derfor beder vi om at byens borgere henvender sig til os, når noget undrer jer. For god ordens skyld vil vi benytte lejligheden til at aflive et par af de rygter, vi allerede hører.
- Nej, det passer ikke, at arkitekten koster 4 mio. Det er derimod rigtigt, at han har arbejdet for os i efterhånden mange år nu og vi kunne på ingen måde ha` klaret os uden. Hans pris er ingen hemmelighed, ej heller hvad der er med i prisen. Derfor er alle velkomne til at spørge os. Alle vil få svar.
- Nej, det passer ikke at bestyrelsen har kludret med tallene og at projektet er blevet dyrere og dyrere. Borgmesteren sagde ”fortsæt I bare med det” til et projekt på 18,2 mill sidste sommer. Siden valgte vi at tilføje plads til biblioteket. Prisregulering og bibliotek gør at projektet nu er på 20 mill og det er det, vi har søgt penge til.
- Nej, det passer ikke at arkitekten har beregnet prisen forkert. Projektets pris er fastsat efter prisbøger over Vestdanmark og disse er indexreguleret op til dato. Licitationens resultat svarer ikke engang til prisbøger over Østdanmark, men er endnu højere så udfaldet af licitationen kunne ikke have været forudset.
Vi er meget glade for den opbakning vi mærker, og vi tror på det nok skal lykkes med fælles hjælp.

